Børn prisgivet en psykisk syg mor

Børn prisgivet en psykisk syg mor er et emne, som jeg har tænkt meget over. Hvordan hjælper man et barn, to børn, tre børn eller flere, der er prisgivet en psykisk syg mor?

Jeg ved, at der findes et helt system af fagprofessionelle, der har til opgave at observere, intervenere og yde hjælp, når børn mistrives.

Jeg ved, der findes love, bekendtgørelser og et retssystem, der behandler og dømmer, når børn udsættes for overgreb, og når skilsmisseforældre ikke kan enes.

Jeg ved, at en sag kan strække sig over to til tre år. Jeg ved, at det skyldes det familieretslige systems lange sagsbehandlingstider.

Jeg ved, at en mor bevidst kan trække en sag i langdrag. Det kan ske, ved ikke at aflevere barnet som aftalt til far, melde barnet syg, tilrettelægge ferier, så barnet først ser far efter flere uger, melde sig syg på dagene for retsmøder etc.

Jeg ved, at en mor opnår en fordel, hver gang hun aflyser og udskyder samvær. For eksempel tager det typisk to til fire måneder at få berammet en ny retsdato, hver gang et retsmøde må aflyses.

Men jeg ved ikke, hvad man kan gøre for at hjælpe et mindreårigt barn, der det meste af sin tid må leve med en psykisk syg mor, der ønsker faren hen, hvor peberet gror.

Børns ret til samvær med begge forældre

I Danmark har vi et offentligt system, som skilsmisseforældre kan aktivere, hvis de skal skilles, og de ikke kan enes om børnenes samvær med begge forældre.

Systemet består af tre dele. Et Familieretshus, Familieretten og Fogedretten. Familieretshusets fornemmeste opgave er at hjælpe forældre med at nå til enighed om, hvor børnene skal bo, og hvornår børnene skal være hos mor og hos far.

Familieretshuset skal bidrage til at løfte statens forpligtelse til at sikre børns ret til samvær med begge forældre.

De fleste skilsmissesager, som Familieretshuset behandler, ender med en ordning om barnets samvær efter kortere eller længere tid med mediering.

Princippet, om at børn har ret til samvær med begge forældre, er et godt princip, der forudsætter at begge forældre samarbejder om barnets tarv.

Nu opfører forældre sig ikke altid, som ønsket. Det hænder i ikke så få sager, at en konflikt trækker ud i årevis.

Tre ubesvarede spørgsmål

Familieretshuset er trods navnet ikke en domstol, men en statsadministrativ enhed, der ikke går i dybden og afdækker motiv og årsag til en højkonfliktsag.

Skyldes konflikten, at begge forældre vil slås? Eller skyldes konflikten, at den ene forælder åbent eller i det skjulte modarbejder barnets ret til samvær med den anden forælder.

Når forældre ikke lykkes med at samarbejde, kommer Familieretshuset til kort, og børnene lever med følgerne.

Havde Familieretshuset bemyndigelse til at foretage en selvstændig undersøgelse med henblik på at finde ud af:

  1. Hvad sker der?
  2. Hvorfor sker det?
  3. Hvordan kunne det ske?

så ville meget se anderledes ud for de mange børn og familier, der lider, mens der medieres og faciliteres.

Så ville meget se anderledes ud for især børn prisgivet en psykisk syg mor.

Det er mit indtryk, at det familieretslige system fastholder og endda i flere tilfælde forstærker en psykisk syg mors udfordringer.

Som en far, der har erhvervet sig et godt kendskab til, hvordan den familieretslige mølle maler, spørger:

Ville vi ikke hellere have et system, der ser og anerkender mors lidelse, og derfor kan støtte mor, og dermed barnet og samværet med begge forældre.

Ville vi ikke hellere have et system, der ser og anerkender, hvor vigtigt det er for et barn at have regelmæssig samvær med far, især når mor har psykiske udfordringer.

Et klart billede af årsagen til den konkrete højkonflikt burde være topprioritet for enhver sagsbehandling i det familieretslige system.

Det er mit indtryk, at ovenstående tre elementære spørgsmål ikke bliver stillet, og derfor ikke bliver besvaret.

Børns tarv er ingen banal sag

Det undrer mig i betragtning af, hvor alvorligt sagen er:

  1. Det er børns rettigheder, der står på spil
  2. Det er børns tarv, der står på spil

Det er ikke en banal sag, at børns ret til samvær med begge forældre undermineres. Det er ikke en banal sag, at børns tarv kommer i anden række.

Vi taler om ødelagte relationer. Vi taler om ødelagte liv. Vi taler om lidelse. Vi taler om negativ social arv. Vi taler om børn, der er prisgivet en psykisk syg mor. Vi taler om børns rettigheder. Vi taler om børns tarv.

Familieretshuset er en institution, der fungerer, når begge forældre trods uenigheder har sund fornuft og evnen til at samarbejde. Er disse forudsætninger ikke til stede, er Familieretshuset de facto magtesløst.

Ingen kan være tjent med, at højkonfliktsager kan stå på i årevis og koste både resurser og skattekroner – og børns tryghed.

En løsning kunne være, som en familieretsdommer fra Svendborg mener, at højkonfliktsager hurtigt skal ekspederes til Familieretten.

Familieretten er en underlig domstol

Familieretten er det andet ben i det familieretslige system og hører under Danmarks Domstole. Familieretten og Fogedretten er en del af civilretten.

Familieretten er bemyndiget til at foretage en selvstændig undersøgelse. Ifølge mine oplysninger er der meget, som tyder på, at det mere er undtagelsen end reglen.

Mens Familieretshuset bygger på frivillige aftaler, bygger Familieretten på domme: Thi kendes for ret.

Når Familieretten har talt, skulle man forvente, at det fik konsekvenser, hvis den ene forældre ikke efterlever dommerens afgørelse.

Sådan er det ikke nødvendigvis. Familieretten er en domstol, som kan virke useriøs, som følgende konkrete eksempler illustrerer:

Eksempel 1: Familieret uden objektiv dokumentation

I Familieretten er det dommeren selv, der skriver mødereferat og fejl i referatet er ikke et ukendt fænomen.

Under retsmødet noterer dommeren i en retsbog. Det er ikke en uddannet referent eller en protokolfører til stede, som har til opgave, at skrive det ned, som sker og bliver sagt.

Der bruges heller ikke video eller andet elektronisk udstyr til objektivt at dokumentere, hvad der blev sagt, aftalt eller dømt under mødet.

Dommeren alene står for det skriftlige referat af retsmødet. Der foreligger således ikke objektiv dokumentation fra retsmødet.

I en konkret sag tog dommeren sig god tid til at forfatte og formidle det endelige referat i en sag, som var gået ind i sit tredje år.

Begge forældre og de to advokater var uafhængig af hinanden enige i, at referatet ikke var retvisende for retsmødet. Der blev gjort indsigelser, men indsigelserne faldt for døve ører.

Forældrene fik mod deres vilje og forståelse af det aftalte pålagt et forlig, der uden yderligere begrundelse slettede flere års foranstaltninger, der sikrede barnets samvær også med far.

Oplevelse af krænket retssikkerhed

Foranstaltninger som med et slag blev fjernet af en dommer, som ikke havde et dybere kendskab til sagen eller sagsforløbet, og som ifølge begge forældre og deres advokater fejlagtigt gengav et retsforlig.

Foranstaltninger, der var brugt masser af tid og penge på at nå til enighed om. Foranstaltninger, som kostede far mange penge til advokatregninger.

Foranstaltninger som kostede skatteyderne mange penge til det familieretslige system og advokatregninger for en mor, som er bevilliget fri proces.

Konsekvensen er, at tilbage står:

  • Forældre og advokater magtesløse og med en oplevelse af krænket retssikkerhed
  • Begge forældre med et ”retsforlig”, som ingen af partnerne kan genkende
  • Begge forældre med en dom, som går stik mod anbefalingerne fra den børnefaglige psykolog
  • Far med en dom/ufrivilligt forlig som sletter foranstaltninger opbygget over fire år imod samværschikane og systematiske aflysninger fra mors side.

Det skriger til himlen

Fire års møjsommeligt arbejde og afgørelser i det familieretslige system blev af en dommer, som ikke havde kendskab til sagen, slettet så let som ingenting.

Dermed forsvandt vigtige foranstaltninger, som var med til at sikre barnet regelmæssigt samvær med far.

Far beslutter efter advokatens råd at indsende en klage over afgørelse til byretspræsidenten.

Bag beslutningen lå et spinkelt håb om, at afgørelsen kunne ændres. Det viste sig at vær naivt.

Klagen blev afvist af byretspræsidenten, som var den selvsamme dommer, som havde behandlet sagen.

Som far sagde:

– Jeg bliver lidt træt.

Dommerens ord var gældende og objektiv dokumentation en by i Rusland. Det skriger til himlen.

Klage til Familieretten kan opleves som spild af tid
Mon ikke mange kan nikke genkendende til denne illustration af en klagegang

Eksempel 2: Familieretsdom uden konsekvens

En dommer beslutter, at et barn skal holde forskudt jul med far. Der blev aftalt dage for barnets jul hos far, der planlægger derefter.

Mor har en anden plan. Hun meddeler nogle uger senere barnets far, at hun ikke vil aflevere barnet, så i år ingen jul med far.

Fars tæller misfornøjet pengene i lommen og kontakter advokaten, der forfatter en skrivelse til Familieretten.

Fars familie står på standby og ved ikke, om julen bliver til noget. Det giver naturligvis anledning til stress og uro i den nære familie, men også hos den ældre generation.

Familieretten lader vente på sig. Dagen før juleaften får far og mor besked om, at dommen står ved magt: Barnet skal holde jul hos far de aftalte dage.

Alle i fars familie åndede lettet op og gav sig lov til at glæde sig til forskudt jul. Retten havde talt.

Mor aflyser dommerens beslutning

På trods af dommerens gentagelse af den klare dom, meddeler mor, at hun ikke vil aflevere barnet, så barnet også kan holde jul hos far. Sådan blev det. Julen hos far blev aflyst af mor.

Barnets far kontakter igen advokaten. Der forfatter et brev til Familieretten, der svarede kort efter. Far og mor indkaldes til retsmøde.

Den megen turbulens gav naturligvis anledning til en del snak, uro og smerte i fars familie, der afventede det kommende retsmøde.

Forud for mødet aktiverede far advokaten, så alt var klar til retsmødet. På dagen, da begge forældre skulle møde i retten, blev mødet aflyst.

Begrundelse: Mor har lovet dommeren i Fogedretten, at hun ikke aflyser barnets jul hos far næste år.

Familieretten favoriserer mor

Far må til lommerne igen og kontakte advokaten. En indsigelse sendes til retten. Pris små 10.000 kroner.

Dagene går. Knap en måned efter den manglende udlevering af barnet til far, træffer dommeren i Fogedretten en afgørelse. Det sker uden at indkalde mor og far til et nyt retsmøde.

Den positive nyhed er, at barnet tilkendes erstatningssamvær for det tabte samvær i julen

Af en eller anden grund får barnet kun halvdelen af dagene erstattet, så det passede med en ekstra weekend for barnet hos far.

Tilbage står:

  • En mor, som fik sin vilje
  • Et barn, som blev frarøvet samvær i julen med far og fars familie
  • En advokat med sit honorar
  • Familieretten med en dom uden konsekvens
  • Fogedretten, der ikke følger en afgørelse fra Familieretten.
  • En far og en stor familie med en oplevelse af krænket retssikkerhed
  • En pris på 10.000 kroner for at barnet kan få 2 ½ dags samvær med sin far
  • Et familieretsligt system, der på skatteydernes regning belønner en mor, så hun kan holde konflikten kørende.

Det værste i min optik er, at tilbage står et lille og sårbart barn prisgivet en psykisk syg mor.

En mor, der – langsomt men sikkert skridt for skridt – arbejder på, at barnet får mindre og mindre kontakt med sin far og fars familie.

Artikel 18 i børnekonventionen om statens forpligtelser til at sikre, at børn opdrages af begge forældre. Fra artiklen Børn prisgivet en psykisk syg mor.

Staten holder højkonfliktsager kørende

Ovenstående er blot en enkel sigende detalje i en lang og smertelig historie, som mange fædre kan genkende, men som ingen kan være tjent med.

I et større perspektiv kan en sag nemt tage 2-4 år og koste mellem 200.000 til 500.000 kroner for den far, der ønsker regelmæssigt samvær med sit barn.

Skatteydernes pris for en højkonfliktsag kender jeg ikke.

Spørgsmålet er:

  1. Hvad gør det ved et barns tarv og retssikkerhed, at mødre med psykiske udfordringer eller uden arbejde ofte gratis kan holde en højkonfliktsag kørende i årevis: Med det ene formål, at underminerer børns ret til samvær med den anden forælder?
  2. Hvad gør de store økonomiske omkostninger ved retssikkerheden for fædre, som betaler en høj pris for, at barnet også skal have en biologisk far i sit daglige liv?
  3. Hvad gør de store økonomiske omkostninger ved retssikkerheden for de mange fædre, som ikke har penge til at løfte en sag og ikke kan få fri proces?

Kritik af det familieretslige system

Det familieretslige system med Familieretshuset har kun fungeret nogle år, men er allerede udsat for alvorlig kritik.

Torsdag den 28. oktober 2021 holdt Social- og Ældreudvalget i Landstingssalen på Christiansborg en åben høring om det familieretslige system.

Høringen var på initiativ af Mette Thiesen fra Nye Borgerlige og havde til formål at hjælpe politikerne med at blive klogere på Familieretten og Familieretshuset og den rejste kritik.

Forskellige fagpersoner med ekspertise i familieretssager deltog og repræsentanter for Familieretten og Familieretshuset deltog.

En far deltog også i panelet, da høringen også havde fokus på fædres retsstilling eller manglende retsstilling i skilsmissesager, hvor især mor tildeles bopælsretten.

I hovedparten af alle skilsmissesager bor børnene primært hos mor, mens børnene må tage til takke med færre dage og timers samvær med deres far.

Forsætlig uvidenhed i det familieretslige system

Høringen efterlod det indtryk hos mig, at ligestilling på dette område er op ad bakke og et vanskeligt emne at skabe ørenlyd for.

Fædres ligestilling er en vigtig sag, men et barns tarv er for mig at se det vigtigste. Især for børn prisgivet en psykisk syg mor.

Det er mit indtryk, at det familieretslige system lider under en systemisk fejl, som politikerne bør se nærmere på:

Når det familieretslige system ikke kan eller vil besvare, hvad årsagen til en højkonfliktsag er, gør det sig skyldig i forsætlig uvidenhed.

Forsætlig uvidenhed rammer barnet

Jeg vil give et eksempel på, hvor skæbnesvanger forsætlig uvidenhed er.

Mens politikerne taler, Familieretshuset forliger og Familieretten dømmer, kender jeg et barn, der bor hos en mor med psykiske udfordringer.

Jeg kender en far, der gang på gang samler sit barn op. Det gør ondt. Det gør også ondt at vide, at barnets mor lider af en psykisk sygdom, som påvirker barnet og dets omgivelser.

Det er en trøst at vide, at barnets mor får behandling på en psykiatrisk afdeling, men det gør ondt at se, hvad en psykisk lidelse gør ved et barn og dets omgivelser.

Jeg ser følgerne af den skade, som et barn prisgivet en psykisk syg mor udsættes for. Det er som onde ringe i vandet.

Skaden breder sig ud i omgivelserne. Dybt ind i familielivet og ud i de ældre slægtled.

Mens politikerne taler, Familiehuset forliger og Familieretten dømmer, skades et barn og flere generationer i en familie.

Far ser og mærker det. Fars nye kernefamilie ser og mærker det. Fars advokat ser og forstår det. Fars familie og venner mærker det.

Mors familie ser og mærker det. Mors advokat ser og forstår det. Daginstitutionen ser det, hvis de når det, inden mor flytter barnet.

De eneste, der ikke ser og mærker noget, er Familieretshuset og Familieretten, der har travlt med at forlige og på at dømme.

Barnets tarv

Barnets tarv er et mantra, der går igen og igen i politiske erklæringer, lovgivning og så videre, men hvad godt gør det familieretslige system for barnets tarv, når mor lider?

Jeg kan forstå, at den almindelige opfattelse er, at både mor og far er lige gode om at holde en konflikt kørende. Der skal to til tango.

Det er en fordummende antagelse, der ikke understøttes af nyere forskning eller mange fædres beretninger. Det er:

ikke ualmindeligt at finde en rasende eller trodsig forælder og en forælder, der ikke længere er forankret i vrede, men som forsøger at undgå eller fortie en konflikt, der involverer barnet” (VIVE, p.42).

Det stemmer overens med de fortællinger, jeg har kendskab til. Ofte er der én drivende kraft bag en højkonfliktsag, mens den anden forældre magter at holde fokus på barnets tarv og er villig til at samarbejde.

Det centrale spørgsmål, som ikke stilles, er:

  • Hvorfor højkonfliktsag?

Hvad er det, der driver ”en rasende og trodsig forælder” til at se stort på barnets rettigheder og tarv?

Hvad er det, der i det familieretslige system understøtter ”en rasende og trodsig forælder”, der holder en konflikt kørende i årevis?

Hvem driver konflikten

På høringen foreslog, som tidligere nævnt, en dommer, at højkonfliktsager skulle ekspederes hurtigt videre fra Familieretshuset til Familieretten, der er eksperter i familieretssager.

Jeg vil tro, at det kunne sætte en stopper for de lange sagsbehandlingsforløb, men vil det også hjælpe et barn prisgivet en psykisk syg mor eller ”en rasende og trodsig forælder”?

Jeg kender et eksempel på, at det tog et år fra en sag blev sendt til Familieretten til, der forelå en afgørelse. Det kan vel ikke kaldes for hurtig sagsbehandling.

Vil en hurtig sagsbehandling hjælpe et barn med en far, der kan tilbyde barnet en livsbekræftende korrektion til samværet med en psykisk syg mor, der foretager sig ting, som børn ikke skal opleve?

En forudsætning er, at Familieretten erkender og handler på, at der kan være psykisk sygdom eller lidelse med i billedet.

En forudsætning er, at Familieretten erkender og handler på, at det ikke er ualmindeligt, at én forældre driver en højkonfliktsag.

En forudsætning er, at Familieretten ikke belønner ”en rasende og trodsig forælder” ved at fjerne den sindsligevægtige forælder fra ligningen.

En forudsætning er, at Familieretten begynder med en grundig undersøgelse, der afdækker mønstrene i og årsagerne til de langvarige sagsforløb.

En forudsætning er, at det familieretslige system begynder at bruge protokolførere eller optager møderne elektronisk, så der foreligger objektiv dokumentation og en pålidelig historik.

Mor er lig med barnets tarv

Det forekommer mig, at de fine ord i Børnekonventionen og dansk lovgivning om børns rettigheder og tarv aldrig for alvor er blevet implementeret i praksis.

Højkonfliktsager handler ofte om, at en forælder ønsker at reducere eller helt annullere barnets ret til samvær med den anden forælder.

For børn prisgivet en psykisk syg mor kan denne strategi få alvorlige konsekvenser for barnets opvækst og liv på jorden.

Lider mor af en psykisk lidelse, kan et barn vokse op i en hverdag, hvor mor f.eks. ikke kan vækkes på grund af medicin, ikke vil uden for en dør i flere dage, ikke ønsker legekammerater hjemme, fortæller, at far er et uhyre, etc.

Det er mit indtryk at mistrivsel hos et barn, der har bopæl hos en psykisk syg mor eller ”en rasende og trodsig forælder”, som udgangspunkt medfører mindre samvær med far.

I det familieretslige system hersker tilsyneladende den opfattelse, at mor er lig med barnets tarv.

Det familieretslige system (staten og domstolene) medvirker på denne måde til et barns mistrivsel, fordi det underkender værdien af barnets kontakt og samvær med en velfungerende far.

Og fordi det dømmer barnet til at tilbringe det meste af sin opvækst hos en mor, der sætter egne interesser over barnets.

Ud af 14 dage kan et barn opleve kun at tilbringe 2-3 dage hos en velfungerende far, mens barnet må tilbringe 11-12 dage hos ”en trodsig og rasende” eller psykisk syg mor.

I dette perspektiv er staten og domstolene en del af problemet og ikke en del af løsningen. Ved systematisk at favorisere mor fjernes en vigtig mulighed for at skabe en balancerede platform for barnet.

Datter løber glad far i møde

Far som en stærk ressource for barnet

En platform, som kunne give barnet den ballast, der kan bidrage til at stabilisere barnet eller børnene, der får mulighed for også at vokse op i en familie uden psykiske udfordringer.

Som en far sagde til mig:

Det er svært at se logikken. Hvem skal have ansvaret for mit barn, når det isoleres og skades hos sin psykisk syge mor. Som far har jeg begrænset mulighed for at hjælpe mit barn.

I dette smertefulde perspektiv er samværet med far livsvigtigt, som modvægt til en hverdag med omsorgssvigt.

Daginstitution og skolen er også livsvigtigt, men viser barnet tegn på skade i form af sin adfærd, sættes luppen på barnet. Barnet bliver en sag, mens mor lykkes med at holde sin lidelse under radaren.

Gør far det familieretslige system opmærksom på mors psykiske sygdom og mors systematisk undergravning af barnets tarv og rettigheder, indtræder fænomenet forsætlig uvidenhed.

Børn fastholdes i en negativ social arv

Der er enighed blandt forskerne om, at langvarige konflikter skader barnet.

Nyere forskningen viser, at der er risiko for, at et barn, der har oplevet en langvarig konflikt, som voksen fører den negative sociale arv videre til egne børn.

En højkonfliktsag kan føre til, at fædre helt mister retten til samvær med deres børn.

Det kan der være gode grunde til, men også dårlige grunde f.eks. hvis det er resultatet af en vellykket strategi fra mors side mod en velfungerende far.

I min optik er det at fjerne kontakten til den ene forældre ikke at fjerne konflikten eller konsekvenserne for barnet. Det kan måske umiddelbart se sådan ud, men barnet vil bære den inden i.

Meget tyder på, at konsekvenserne viser sig igen senere og meget voldsommere i teenageårene. Ja endda når barnet er voksent, hvilket for mange påvirker deres voksenliv negativt.

Danmark er ikke er alene om at stå magtesløs overfor en forælder, der lykkedes med at opretholde et højt konfliktniveau i årevis. Det samme billede går igen i andre lande.

Børn prisgivet en psykisk syg mor

Jeg har sat fokus på børn prisgivet en psykisk syg mor, fordi et er et emne, som fortjener større fokus og et emne, der anskueliggør et alvorligt svigt i det familieretslige system.

Jeg har beskrevet tre hv-ord, som kan anvendes til at identificere og dokumentere hvad, hvorfor og hvordan en konkret højkonfliktsag opstår og vedligeholdes.

Det er mit indtryk, at det familieretslige system lider under et systemisk svigt, som jeg har adresseret som forsætlig uvidenheden.

Denne forsætlighed hænger sandsynligvis sammen med en udbredt holdning, at børn har det bedst hos mor. At tænke anderledes er tabu.

Børn prisgivet en psykisk syg mor er ekstra udsatte og står tilbage som de store tabere, når systemet svigter på dette helt afgørende punkt.

Dansk og udenlandsk forskning viser, at ”børn i familieretlige sager har dobbelt så hyppigt en psykisk syg forælder”.

Den negative sociale arv brydes ikke, når mor ukritisk opfattes som lig med barnets tarv. Det stiller sårbare børn i en yderst vanskelig situation.

Nogle børn lever sammen med forældre med psykiske problemer (fx depression og angst), personlighedsforstyrrelser eller misbrugsproblemer. Det udgør også en risikofaktor, fordi det kan gøre barnets hverdagsliv uforudsigeligt eller utrygt, eller fordi barnet kommer til at indgå i en relation med forældrene, hvor det må påtage sig et alt for stort ansvar eller bliver ’den lille voksne’ i familien. Omvendt virker det som en beskyttelsesfaktor eller buffer, hvis barnet har forældre, der giver det en tilstrækkelig og omsorgsfuld opdragelse. I forhold til børn, hvis forældre ikke bor sammen, er bopælsforælderens rolle heri evident, men studier har også vist, at det gavner børns trivsel, hvis samværsforælderen er tæt og positivt involveret i deres liv. (VIVE p. 41)

Staten viger udenom sin pligt

Det er mit indtryk, at både politikerne og det familieretslige system viger uden om at identificere de tre hv-ord: Hvad sker der? Hvorfor sker det? Hvordan kunne det ske?

Den dag det familieretslige system identificerer, dokumenterer og handler på de tre hv-ord, vil staten for alvor begynde at leve op til sin pligt: at sikre børn ret til samvær med begge forældre.

Det vil sandsynligvis også øge ligestillingen for fædre, der i dag trækker det korteste strå, når mor bliver ekstrem og bekæmper barnets ret til samvær med den far.

Hvis det familieretslige system som udgangspunkt afklarer disse spørgsmål, kan vi forhåbentlig også komme dertil, at ingen børn længere vil være prisgivet en psykisk syg mor.

Hvis staten qua det familieretslige system ikke løfter sit ansvar og fortsætter med at svigte børnene, hvem skal så holdes ansvarlig?

Den ansvarlige minister eller de ansvarlige i det familieretslige system? Hvem tager hånd om børn prisgivet en psykisk syg mor, når det familieretslige system sætter far på bænken?

Måske er du også interesseret i

Ira Turkats (Ph.D) beskrivelse af fænomenet Malicious Mother Syndrome.

Forskning i forældrefremmedgørelse eller Parental Alienation

Skoleguide om forældrefremmedgørelse i Folkeskolen

Institut for Menneskerettigheders notat om Ret til samvær

Margaret Heffernan om forsætlig uvidenhed også kaldet forsætlig blindhed 

Læs også: 

Min artikel: Få styr på dine værdier på fem minutter

Denne artikel har være længe undervejs. Det er der flere grunde til. Den vigtigste er, at det er et emne, som er forbundet med så meget smerte. En stor tak til de fædre og mødre, som har delt deres historier og givet mig et indblik i det familieretslige system. Nogle har jeg talt med, andre har delt deres historier i andre sammenhænge.

0 0 votes
Article Rating
Subscribe
Underet ved
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments
0
Jeg vil gerne høre dine tanker. Send mig din kommentar.x
()
x

Kontakt

Tel: +45 20 71 97 17
E-mail: [email protected]

Sociale medier

Skriv en besked